Ordet Narrativ betyder historie eller fortælling. Mennesker forsøger altid at skabe mening og sammenhæng som et værn mod kaos og utryghed. Denne mening organiseres i en fortælling og fortællingen organiserer meningen. I den Narrative terapi sættes der fokus på klientens fortællinger om sig selv, og dermed hans/hendes handlinger og identitet.
Den narrative terapi har en dyb respekt for, at det er klienten og ikke er psykologen, der er eksperten, forstået på den måde, at der ikke kun er én bestemt måde at ”være rigtig” på.
Mennesker er forskellige og kommer fra mange forskellige kulturer, og menneskers håb og drømme om, hvordan det gode liv er, er også forskellige. Den historie vi fortæller om os selv former os selv og vores liv. Derfor arbejder den Narrative psykolog på, sammen med klienten, at få udfoldet de problemhistorier og konklusioner om egen identitet og at finde frem til, hvad der er vigtigt for den enkelte og udforske nye muligheder og nye måder at se sig selv og sin omverden på – og dermed alternative eller foretrukne historier at fortælle om sig selv.
Et centralt element i metoden er eksternalisering. Det er en teknik, hvor problemet adskilles fra personen og personens identitet og gøres til noget ydre, som man kan skabe en mental og følelsesmæssig distance til og derfor iagttage ”neutralt” og reflektere over. Personen er ikke problemet. Problemet er problemet; personen er personen. Der er stor forskel på at sige: ”jeg er stresset” eller ”jeg er deprimeret” og at sige ”jeg oplever en voldsom følelse af stress” eller ”jeg overvældes for tiden af en depression”.
Den Narrative terapi har en anerkendende tilgang og fokuserer dermed på det, der lykkes. Ideen med denne tilgang er bevidst at flytte fokus fra mangel- og kritiksproget til at italesætte det, der fungerer.